Skulderklap til Gellerup-guider
Vinder pris for at nedbryde fordomme
Man hører ofte om Gellerupparken i medierne, men hvordan er det rent faktisk at bo i det socialt belastede område?.
Det har en gruppe frivillige unge fra området været med til at danne et billede af.
Sidste år påtog de sig nemlig opgaven at arrangere guidede ture i deres nabolag i forsøget på at nedbryde fordommene og integrere Gellerupparken med resten af Aarhus.
Se: Røverhistorier fra en ghetto
Deres mission har nu været så vellykket, at de ni unge guider i går modtog Den Kriminalpræventive Pris 2014 for deres engagement.
- "Bag om blokken" er et rigtig godt eksempel på, at vi når de bedste løsninger, når vi arbejder sammen, og beboerne engagerer sig i arbejdet med at løfte såvel civilsamfund som boligområde, siger socialrådmand Thomas Medom.
Projektet "Bag om blokken" var et arrangement i forbindelse med Aarhus Festuge og havde til formål at bygge bro, men også skabe tryghed i området.
Selvom festugen for længst er ovre, har flere af guiderne fået lyst til at fortsætte deres arbejde og arrangere flere rundvisninger:
- Jeg har fået lyst til at fortsætte som guide på grund af den store opbakning, som hele boligområdet har mødt mig med, og fordi vi gør en stor forskel. Det motiverer til at forsætte med at nedbryde fordommene og knytte bånd imellem os beboere og alle de besøgende, siger Engin Erkus, som er en af de ni guider.
Det var virksomheden Gemeinschaft, som hjalp de unge med at udvikle projektet. Et projekt, som både blev støttet af kommune, boligforenining, Gellerup Museum og en række andre initiativer.
TV 2 | ØSTJYLLAND var i september sidste år med på en af de guidede ture. Se eller gense indslaget øverst i artiklen.