Skuffet Horsens-målscorer: - Den sidste gnist mangler
AC Horsens måtte fredag aften nøjes med uafgjort mod de østjyske rivaler fra Randers FC. Et skuffende resultat, mener målscorer Jonas Thorsen
AC Horsens og Randers FC spillede fredag 1-1 på CASA Arena i Horsens. Det resultat er kampens enlige Horsens-målscorer ikke begejstret for.
- Der er kæmpe skuffelse i omklædningsrummet, men den skuffelse må vare i dag, og så skal vi videre i morgen, siger Jonas Thorsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Især første halvleg er venstrebacken ikke tilfreds med.
- Vi føler ikke, at vi får lagt den energi i det, vi skal. Det gør vi så i anden halvleg, og vi lægger et kæmpe pres på dem, men det udmønter sig desværrre ikke i noget, siger Jonas Thorsen og uddyber:
- Der mangler lige den sidste gnist før at vi kommer frem til det helt store. Der var god vilje, men det blev ikke helt forløst.
På trods af det uafgjorte resultat er Jonas Thorsen dog glad for, at De Gule igen formåede at score efter et indkast.
- Alle frygter os helt vildt, og det er mega fedt. Det er bare lækkert, at den bliver ved med at falde ned for fødderne af mig, siger Jonas Thorsen.
Med det uafgjorte resultat kan Horsens miste top 6-placeringen efter denne runde. Samtidig er Randers FC midlertidigt væk fra Superligaens sidsteplads. FC Helsingør kan dog sende kronjyderne tilbage til bunden, hvis de tager point på Brøndby Stadion på søndag.
AC HORSENS-RANDERS FC 1-1 (1-1)
1-1: Jonas Thorsen (37')
Tilskuere: 2.086