Skuffelse for østjyske VM-spillere
AGFs Martin Jørgensen optrådte i sit tredje VM, mens der var slutrundedebut til Randers FCs Mikkel Beckmann, da Danmark tabte til Holland.
Da der var omkring en halv time tilbage af Danmarks første kamp ved dette års VM i Sydafrika oplevede Randers FCs Mikkel Beckmann et af karrierens største øjeblikke, da han kom på banen i stedet for Arsenal-stjernen Nicklas Bendtner.
Dermed fik en af sæsonens store Randers-profiler sin debut ved en slutrunde. Han havde det dog svært på den uvante plads helt i front og kom ikke frem til meget i Danmarks 2-0 nederlag til Holland.
- Jeg synes det er to lortemål, de får. Hvis vi havde scoret det første mål, så tror jeg kampen havde været en hel anden. Det var rart at få spilletid, men lige nu er jeg bare ærgerlig over vi taber, siger Mikkel Beckmann til tv2.dk.
AGFs Martin Jørgensen har prøvet det mange gange før. Den rutinerede midtbanespiller startede overraskende på banen mod Holland, og det var tredje gang, den rutinerede midtbanespiller optræder ved et VM.
Især i første halvleg spillede Jørgensen klogt og var blandt andet manden bag en af Danmarks største chancer, da han lagde en perfekt aflevering til Dennis Rommedahl, der dog ikke formåede at score.
AGFs Jakob Poulsen kom ikke på banen for Danmark.