Skuffelse midt i glæden
Nils Borring må undvære SF i byrådssalen
Socialdemokraten Nils Borring kan formentlig fortsætte som borgmester i Favrskov Kommune.
Det står fast, efter at Socialdemokraterne på valgaftenen sikrede sig 12 af byrådets 27 mandater. Med opbakning fra Enhedslisten er der dermed flertal bag den nuværende borgmester.
Men, der er skår i glæden.
- Jeg er ked af, at SF mister deres 3 mandater, fordi jeg har været så glad for SF og den loyalitet, som de har udvist nu i fire år. Så det er midt i glæden en kæmpe skuffelse, siger Nils Borring (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
SFs Erik Høeg var også meget skuffet over resultatet:
- Vi er rimelig rystet over det. Vi kunne godt se, at det blev en kamp mellem to borgmesterkandidater - og så drukner den lille jo. Men at vi skulle drukne så meget, at vi slet ingen mandater får - det kommer bag på mig, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se hele interviewet med Nils Borring og Erik Høeg i videoen øverst.