Skud mod hus på Oddervej

Har formentlig baggrund i konflikten i Syrien

Genrefoto

Politiet modtog klokken 09 torsdag morgen en anmeldelse om, at der klokken 23 onsdag aften var blevet skudt mod et hus på Oddervej i Skanderborg, oplyser en meget fåmælt leder af lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen, til Ritzau.

- En beboer i huset er tidligere fejlagtigt blev identificeret som en blogger, der støtter Syriens præsident Bashar al-Assad, siger Andreas Bryld Hansen, der understreger, at beboeren intet har med den pågældende blog at gøre.

Misforståelsen har ført til, at manden har fået flere hadefulde opkald på telefonen, og onsdag aften gik nogen altså skridtet videre og skød mod mandens hus. Ingen kom til skade ved skyderiet.

Andreas Bryld Hansen holder kortene tæt til kroppen i sagen og vil ikke oplyse yderligere om skudepisoden.

Han vil således hverken sige noget om, hvilket våben, der blev brugt, eller hvor mange skud, der blev affyret. Han ønsker heller ikke at sige, om politiet har fundet skudhuller på huset.

- Det vigtigste for os er mandens sikkerhed. Han har intet med den pågældende blog at gøre, understreger lederen af lokalpolitiet og tilføjer, at bloggeren ikke er blevet identificeret.

- Vores næste skridt er at samle op på forskellige afhøringer og tekniske undersøgelser, siger han.