Skud mod bil med oversavet jagtgevær: Tre personer anholdt
Søndag aften var der skud mod en bil i Gjerlev. Tre personer er anholdt og sigtet for trusler.
Et spørgsmål om gæld ligger bag et skyderi i Gjerlev sent søndag aften. Det oplyser Østjyllands Politi.
Klokken 23:40 bliver der skudt mod en bil i en indkørsel med et oversavet jagtgevær. Beboeren på stedet, der også ejer den beskudte bil, tilkalder politiet kort efter.
Politiet anholder tre personer, to mænd på henholdsvis 45 og 53 år og en kvinde på 50 år, i forbindelse med skyderiet. De er sigtet for trusler på livet mod beboeren.
- De kender hinanden på den måde, at der er et spørgsmål om gæld mellem dem. Det er det, vi indtil videre har fået oplyst er baggrunden, siger Marianne Morgen, politiassistent ved Østjyllands Politi.
Klokken 12:30 mandag vil der i retten i Randers være grundlovsforhør. Det er endnu uvist, hvor mange af de anholdte, man vil forsøge at få varetægtsfængslet. Der er lukkede døre ved forhøret, og derfor er Østjyllands Politi også sparsomme med oplysninger.