Ny optrapning i bandekrig: Skud affyret ved Bazar Vest

Der er sket endnu en skudepisode i Aarhus Vest

00:21

Der er blevet affyret flere skud nær Bazar Vest, der ligger på Edwin Rahrs Vej i Aarhus V mellem de to bydele Gellerup og Toveshøj.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Skyderiet betragtes som et led i den verserende bandekonflikt i Aarhus, oplyser politiet. 

Læs også Københavnsk bande slår lejr i Aarhus: Vi overtager byen

Det bekræftes også af Michael Kjeldgaard, politiinspektør og chef Nationelt Efterforskningscenter (NEC) hos Rigspolitiet.

- Jeg er blevet gjort bekendt med, at der har været et skyderi her for ganske nylig, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

 

Østjyllands Politi bekræfter også episoden over for TV2.

Politiet oplyser til TV2, at ingen er blevet ramt af skuddene, og at der ikke er foretaget anholdelser i skrivende stund.

Læs også Igen uroligheder i Aarhus: Skyderi og slagsmål på åben gade

- Klokken 17.05 får vi anmeldelse om skud ved Bazar Vest. Der er afgivet flere skud, umiddelbart er ingen personer blevet ramt. Vi er nu tilstede derude og efterforsker sagen, siger vagtchef Bo Christensen til TV2.

Ifølge TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger er der spærret af ved Bazar Vest, og en bil er angiveligt blevet ramt af skud.

Bazar Vest er en basar med mere end 100 butikker, som ligger på Edwin Rahrs Vej i Brabrand i det vestlige Aarhus. Skuddene faldt ved Autobazaren, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Led i verserende bandekonflikt

Skyderiet betragtes som sagt som et led i den verserende bandekonflikt i Aarhus.

Læs også Bandekonflikt eskalerer i Aarhus: - De lokker børn med iPads

Konflikten er opstået, fordi københavnergrupperingen Loyal to Familia forsøger at få fodfæste i Aarhus. Det forsøger en lokal gruppering i Brabrand med tilknytning til Black Army fra Odense at forhindre.

Det har siden slutningen af maj ført til en række sammenstød.

Foruden en række skudepisoder er to personer desuden blevet kørt ned af en personbil.

  Foto: Google Maps

Østjyllands Politi har særligt fokus på bandekonflikten. Mange personer er blevet anholdt i den forbindelse.

Fem personer er varetægtsfængslet for en skudepisode på Bispehavevej 3. juni.

Området omkring Bazar Vest og Edwin Rahrsvej i Brabrand har flere gange været centrum for bandeurolighederne.

Øverst i artiklen kan du se en video af politiets arbejde ved Bazar Vest i Brabrand.