Skruer ned for screeninger
Sygehuse kan ikke følge med
Region Midtjylland skruer ned for hastigheden på screeningsprogrammet for tarmkræft. Programmet finder nemlig så mange personer med symptomer, der kræver videre undersøgelser, at sygehusene ikke kan følge med.
- Vi laver kikkertundersøgelser i weekenden, vi laver lange dage, vi kalder ekstra folk ind og vi uddanner ekstra folk til det, så jeg mener faktisk, at vi gør, hvad vi kan. Vi skal have øget kapaciteten - det er det, der skal til, siger Lars Maagaard, der er ledende overlæge på Regionshospitalet Randers, som er det hospital i Danmark, der skal lave flest kikkertundersøgelser i det store nationale screeningsprogram.
Den manglende kapacitet har lagt pres på regionens kirurgiske afdelinger, blandt andet fordi man ikke har kunnet beregne, hvor mange der rent faktisk har behov for en efterfølgende kikkertundersøgelse.
- Det har så vist sig, at der er flere med blod i afføringen. Der er 25 % flere end vi har regnet med, siger Berit Andersen, der er ledende overlæge i Afdelingen for Folkeundersøgelser.
Programmet blev indført i starten af 2014 og skal de næste fire år give alle mænd og kvinder i alderen 50-74 år deres første mulighed for en screening, hvor man undersøger for blod i afføringen. Derefter bliver man tilbudt en kikkertundersøgelse af tarmen for at finde ud af, om blodet skyldes tarmkræft. Hele formålet er at konstatere tarmkræft i et tidligt stadie, så man kan påbegynde behandling.
- Det er klart jo flere borgere vi kan invitere så hurtigt som muligt, jo bedre er det. Vi ville gerne invitere alle borgere på en gang. Det kan desværre ikke lade sig gøre, siger Berit Andersen.
Opbremsningen af det store screeningsprogram bekymrer Kræftens Bekæmpelse.
- Bekymringen går jo på, at blandt de mennesker som burde have været indkaldt og som nu er udsat i op til otte uger, der vil være nogle som har kræft. Nu går der otte uger, hvor det ikke bliver opdaget. Det er selvfølgelig ikke okay, siger Jørgen Ulrich Raunskov, der er områdechef for Kræftens Bekæmpelse i Midt- og Nordjylland.
Se mere i indslaget øverst.