Skriv så vi forstår det!
Teksterne i byrådsindstillingerne er for vanskelige
Det skal være nemmere at være byrådsmedlem i Aarhus Kommune. En undersøgelse, som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har lavet for Aarhus Kommune, viser, at byrådsindstillingerne er alt for svære at forstå. Teksten er simpelthen præget af vanskelige ord og alt for lange sætninger.
I efteråret skal embedsfolk fra kommunen derfor på kursus for at lære at skrive byrådsindstillinger i et klart sprog, der er til at forstå. Står det til byrådsmedlemmerne er mange af indstillingerne nemlig skrevet i et for knudret sprog:
- Nogen gang når man halvanden side ned, og så er man nødt til at starter forfra, fordi det simpelthen er for svært at forstå. Måske er man endda nødt til at læse teksten hele tre gange, inden man overhovedet forstår, hvad der står, siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF).
I sværhedsgrad svarer en meget stor del af teksterne til den undervisningslitteratur, som benyttes på universiteterne. Det skal der laves om på. Kommunen har i samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole arrangeret en række skrivekurser for de embedsfolk og medarbejdere, der skriver indstillinger til byrådet.
Kurserne løber af stabelen i andet halvår af 2012.
Se politikernes bøn til deres embedsfolk ved at klikke øverst på denne side.