Skraldet flyder på Northside-plads: Bliver fjernet over tid

Flere aarhusianere er trætte af synet af de mange tomme ølkrus, der møder dem i Ådalen, her over 10 dage efter festivalen Northside

00:31

For helt præcist 11 dage siden lukkede dette års Northside-festival i Ådalen ved Søren Frichs Vej i det sydvestlige Aarhus. Men sporene efter festivalen er stadig tydelige på pladsen.

Ølkrus i forholdsvis store mængder flyder i Ådalen, og flere lokale har da også henvendt sig til TV2 ØSTJYLLAND og brokket sig over synet. Talsmanden for Northside tager kritikken med sindsro og lover, at der bliver ryddet op på et tidspunkt.

Det er tydeligt at se, at der altså ligger en hel del tømme ølkrus i Ådalen. 

- Nu er Ådalen jo altså ikke en offentlig park. Vi får rådighed til området af Aarhus Kommune, og med den har vi ikke en aftale om, at der skal være rent en uge efter eller noget i den stil, siger talsmanden John Fogde til TV2 ØSTJYLLAND.

Vejret har også givet os en ekstra udfordring i år. Når mudderet tørrer ud, dukker der ting op til overfladen

John Fogde

Lige nu er han og flere af de andre folk involveret i Northside ved at afvikle Tinderbox-festivalen i Odense, så aarhusianere skal ikke forvente, at Ådalen bliver ryddet op i morgen.

- Men affaldet skal nok blive fjernet over tid. Vejret har også givet os en ekstra udfordring i år. Når mudderet tørrer ud, dukker der ting op til overfladen, siger John Fogde.

Læs også Northside-festival styrer mod rekord-omsætning trods regn

Derfor har det også taget længere tid end normalt at få fjernet affald fra pladsen, medgiver talsmanden. Men så snart den igangværende festival i Odense er ovre, vil der blive kigget på en plan for Ådalen.

- Så skal vi have ryddet helt op og sået nyt græs, men det tager tid, forklarer John Fogde.

Øverst i artiklen kan du se video af, hvordan der ser ud i Ådalen torsdag aften.