Skraldestrejke fortsætter
I weekenden blev flere af de underjordiske affaldsøer i Århus tømt, og det er skraldemændene sure over. Aftalebrud, siger de.
I dag mødes skraldemændene i Århus igen for at vurdere, om de skal genoptage arbejdet.
De nedlagde arbejdet torsdag i sidste uge i sympati med en kollega, en tillidsmand, der blev suspenderet på kommunens anbefaling, da han havde tømt en skraldespand, der ikke var på arbejdslisten, som en vennetjeneste.
Regelbruddet blev opdaget, da kommunen har ansatte, der overvåger skraldemændene.
Det fik skraldemændene til at strejke, og hen over weekenden blev humøret blandt de strejkende ikke bedre, da formanden for byens skraldemænd pludselig fik beskeder om, at der blev tømt affaldsøer i midtbyen.
- Jeg troede, vi havde en aftale om, at HCS ikke ville udføre strejkeramt arbejde, men den aftale holdt tilsyneladende kun til lørdag, siger Jan Hammer til DR Østjylland.