Skraldebilerne kører igen - men ikke alle spande bliver tømt med det samme

26 renovationsmedarbejdere i Silkeborg Kommune har strejket siden mandag. Op mod 12.000 spande er ikke blevet tømt.

Skraldebilerne i Silkeborg har holdt stille siden mandag. Nu kører de igen.

Her til morgen har de strejkende renovationsmedarbejdere fra Silkeborg Kommune stemt om, hvorvidt de skulle fortsætte deres strejke eller genoptage arbejdet.

De har besluttet at genoptage arbejdet efter at have strejket siden mandag.

Sagen handler ifølge tillidsmanden primært om dårligt arbejdsmiljø i form af intern kommunikation.

Læs også Skraldefolk fortsætter strejke: - Situationen er lidt tilspidset

- Der kom et krav fra ledelsen, om at vi skal starte driften, hvis vi skal handle mere. Det er derfor blevet besluttet, at vi genoptager arbejdet, så længe der bliver forhandlet, siger tillidsmand hos Remondis i Silkeborg, Steffen Hougaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Arbejder også i weekenden

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de husstande, der ikke fik tømt deres skraldespande mandag og tirsdag, får det gjort i dag.

01:56

I indslaget her kan du se, hvordan skraldet hobede sig op i Silkeborg tirsdag.

Luk video

Op mod 12.000 spande er ikke blevet tømt mandag og tirsdag, og for at tallet ikke skal blive højere, har Silkeborg forsyning, ifølge tillidsmanden hos Remondis, besluttet at følge den normale tømnings-plan for at genere så få som muligt.

Det vil sige, at de, der normalt får tømt om onsdagen, får tømt deres skraldespand i dag, og hvis renovationsmedarbejderne får tid bagefter, tømmer de nogle af de spande, som ikke blev tømt mandag og tirsdag. De øvrige vil blive tømt i løbet af ugen.

- Vi kører også i weekenden for at indhente det, som vi ikke har nået mandag og tirsdag, siger Steffen Hougaard.

98 procent i mål

Han tager onsdag til Brøndby for at forhandle med ledelsen, og han forventer, at de når til enighed.

Jeg håber på, at vi kan få enderne til at nå hinanden i dag.

Steffen Hougaard, Tillidsmand hos Remondis i Silkeborg, 

Ifølge ham er de 98 procent i mål, og både medarbejderne og arbejdsgiverne er indstillet på at lukke sagen i dag.

- Jeg håber på, at vi kan få enderne til at nå hinanden i dag, siger Steffen Hougaard.

Tirsdag talte TV2 ØSTJYLLAND med en borger i Silkeborg, der gerne ville have lidt mere skrald i sin spand i en periode, hvis det kunne hjælpe renovationsmedarbejderne.

Maja Gulbæk fra i Sejs ved Silkeborg tager situationen helt med ro. Hun kan godt leve med, at hendes spand ikke blev tømt til tiden.

- Hvis det varer flere uger, bliver jeg nok også lidt utilfreds med, at det hele flyder over. Men hvis det er noget, der er værd at kæmpe for, synes jeg, de skal have lov, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Remondis står for affaldsindsamling i store dele af landet og opkøbte i 2018 vognmandsfirmaet M. Larsen.