Skraldebure endte som udskiftningsbænke
De affaldsbure, der stod på Frederiksbjerg, ender nu formentligt sine dage som udskiftningsbænke for idrætsforeningen.
De gamle, grønne affaldsbure, der stod i den sydlige den af Århus, på Frederiksbjerg, er nu væk.
Synet af dem var kendt både af lokale og TV 2 | ØSTJYLLAND's seere, idet de tit har været på skærmen i forbindelse med overfyldte affaldscontainere.
Nu ender nogle af dem i Kolt/Hasselagers Idrætsforening, hvor de kommer til at gøre god gavn.
- Vi har pillet lågerne af dem, sat bænke ind og beklædt siderne, så det ikke kan regne ind. Så nu skal burene fungere som udskiftningsbænke og overdækkede pavilloner til sportstasker, mens man træner, fortæller Carsten Christensen, der er forælder til et par fodboldspillere i Kolt/Hasselager Idrætsforening til Århus Stiftstidende.