Skovkirkegård er populær
Rigtig mange ønsker at blive begravet i skoven
Den 23. maj 2014 blev skovkirkegården på Silkeborg Kirkegård indviet og siden da har rigtig mange ønsket at få urner begravet i skoven.
Siden indvielsen sidste år er tæt på 25 procent af alle urner på Silkeborg Kirkegårde nedsat i skoven.
Der er, i følge kirkegårdsleder Jens Dejgaard Jensen, flere årsager til at skoven er så populær.
- En af dem er helt klart, at vi har en dejlig skov. Mange synes, det er skønt at kunne mindes sine kære i så smukke omgivelser, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- De pårørende inviteres med ud i skoven, hvor de så har mulighed for selv at vælge det sted, hvor urnen skal sættes ned.
Et gravsted i skoven er desuden et billigt gravsted. En 10-årig periode koster 4.200 kroner for et gravsted med plads til to personer, hvor to pladser i fællesplænen på Silkeborg Kirkegård koster cirka 5.500.
- Fordelen i skoven er i den forbindelse, at vi kan garantere, at man kan blive begravet ved siden af sin samlever. Det kan vi ikke på fællesplænen, siger Jens Dejgaard Jensen.
- Ligesom der er mulighed for at få navn og årstal på en bronzemønt ved blomsterpladsen, som er den fællesplads, hvor der må lægges blomster og anden pynt.
Skovkirkegården er for alle - der nedsat urner med afdøde fra Randers, Vejle og Als.
- Vi oplever interesse fra hele landet. Det er fortsat primært lokale, der benytter - eller reserverer en plads - i skoven, men vi har også nedsat urner fra blandt andet Randers og Vejle, slutter Jens Dejgaard Jensen.
Du kan se mere om den populære skovkirkegård i indslaget øverst på siden.