Skov nær Ebeltoft skal være et eldorado for svampe og insekter

Syddjurs Kommune og Nationalpark Mols Bjerge er indgået i et samarbejde for at sikre nogle af Danmarks truede insekt- og svampearter

Der er mange svampe og insekter, der lever i de døde og halvdøde træer. Derfor skal træerne have lov til at blive liggende i Tolløkke Skov. Foto: Johann Gadegaard - Scanpix

Foto: Google Maps

1 af 2

En stor del af Tolløkke Skov bliver i fremtiden fri for rovdrift og fældede træer.

Det har Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune i fællesskab besluttet.

I stedet for at fælde træer og bruge dem til møbler og andet, vil skoven få optimale betingelser for at få truede insekt- og svampearter frem. 

Læs også Her er det nye velkomstcenter ved Mols Bjerge

- I Nationalparken arbejder vi med at gøre noget for truede plante- og dyrearter. Rigtig mange af de danske truede svampe og insekter er knyttet til dødt træ, men det er sjældent, at træerne får lov at dø, uden at nogen fælder dem, siger natur- og projektmedarbejder Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I Nationalparken arbejder vi med at gøre noget for truede plante- og dyrearter.

Jens Reddersen, natur- og projektmedarbejder

- Øvelsen går på, at der er mere specielt eg og bøg, der skal have lov til at stå og blive gammelt, sygt og dø. Der er mange svampe og insekter, der lever i de døde og halvdøde træer, og så kommer der spætter og laver huller i det. Hver gang nogen gør noget med det døde træ, bliver det et levested for noget andet, siger Jens Reddersen.

Kommunen og Nationalpark Mols Bjerge har begge postet penge i projektet, og for ikke at skulle vente i årevis på, at der kommer nyt liv til skoven, vil man arbejde med at skære barken af nogle af træerne, så de dør og tiltrækker insektlivet.

Læs også 12 vildheste sluppet løs i Mols Bjerge

- Vi kommer til at teste folks billede af hvordan en rigtig skov ser ud. Det er nok ikke alle, der vil klappe i hænderne. Nogle vil sige, at det er forkert ikke at bruge den træressource til at lave parketgulve af. Nogle vil tænke det er noget hippie-pjat. Så vi får en rigtig god og relevant formidlingsopgave, siger Jens Reddersen. 

Vil hurtigt kunne se forbedringer

Jens Reddersen forventer, at man relativt hurtigt vil kunne se forandringer i den kommunale skov, som stadig vil være tilgængelig for offentligheden.

- Jeg håber, at man næsten kan se noget med det samme. Nu har vi brygget på den her aftale med kommunen i et par år, og der er allerede faldet nogle træer, som har fået lov til at blive liggende. I foråret afliver vi nogle træer, og så tror jeg, at folk vil opleve en forandring derude, siger Jens Reddersen.

Læs også Biograf og marked: 166 forslag til ændring af Mols Bjerge

Det nye initiativ giver gode betingelser for en masse forskellige fuglearter, der ynder at yngle i hultræer.

- Vi har allerede ynglende stær, allike, musvit, blåmejse, spætmejse, sumpmejse og rødstjert, siger Jens Reddersen.

Han forventer også, at en masse forskellige flagermus-arter i fremtiden vil slå sig ned i området.

02:21

VIDEO: 12 vildheste blev i november sluppet løs i Mols Bjerge som en del af et forskningsprojekt.

Luk video