Skolestruktur i Silkeborg er klar - bredt flertal i byrådet

En bred aftale om en ny skolestruktur i Silkeborg Kommune er en realitet

I aften præsenterer byrådet i Silkeborg en ny, fremtidig skolestruktur i Silkeborg Kommune.

Det bekræfter formand for børne- og ungeudvalget Søren Kristensen (S) overfor TV 2 | ØSTJYLLAND.

29 ud af 31 byrådsmedlemmer i kommunen er med i aftalen. Enhedslisten står som eneste parti udenfor.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det resultat. Jeg havde gerne set, at Enhedslisten havde været med, men jeg er meget tilfreds med det indhold, vi er nået frem til, siger Søren Kristensen til tv2oj.dk.

Alt tyder på et nej til skolelukninger i Silkeborg

Fordi skolestruktur betyder så meget for kommunens borgere og familier glæder formanden sig også over den brede opbakning.

- Skolestruktur er rigtig vigtigt, og det er vigtigt, at det har bred opbakning fra politisk hold. Det har været et meget konstruktivt forhandlingsforløb, siger Søren Kristensen.

Hvad indholdet af den nye skolestruktur præcis er, bliver offentliggjort i aften, tirsdag. Først skal skolebestyrelserne nemlig orienteres om aftalen, og derfor vil Søren Kristensen ikke kommentere på det konkrete indhold endnu.