Skoler tager mobilen fra eleverne: Dårlig ide, mener ekspert

Rigtig mange skoler har indført en mobilpolitik. Mange indsamler endda elevernes mobiltelefoner, men det er ikke en god idé, mener ekspert

Mange folkeskoler har stramme mobilregler. Det er ikke altid hensigtsmæssigt, mener ekspert. Arkivfoto.

På næsten hver fjerde folkeskole, der i en stikprøveundersøgelse har svaret på spørgsmål om deres mobilpolitik, skal eleverne aflevere deres mobiltelefon om morgenen.

På fri- og privatskolerne er andelen højere. Her er det næsten hver tredje skole, der fortæller, at eleverne skal aflevere telefonen.

Læs også Teenagere efter mobilfri uge: - Vi snakker meget mere sammen nu

TV2 ØSTJYLLAND har tidligere fortalt om netop en privatskole, hvor der er strenge mobilregler. 

På Randers Realskole betyder frikvarter nemlig også fri for mobiltelefoner. Hvis mobilen pludselig bipper eller ringer, eller man tager den frem for lige at kigge på den, 'låner' skolen mobilen i 14 dage.

02:14

VIDEO: Der er ingen mobiltelefon at underholde sig med, når eleverne på Randers Realskole holder frikvarter.

Luk video

Uden mobil resten af skoleåret

Hvis det altså er første gang, at det sker. Sker det igen, konfiskerer skolen telefonen resten af skoleåret.

- Det er meget mere for at komme i kontakt med dem, end det er at have den i et år. Det er for at sige, at lige om lidt bliver det meget værre, end det er nu, sagde skoleleder på Randers Realskole, Hans Myhrmann, i april til TV2 ØSTJYLLAND.

Det handler måske om, at man i nogle sammenhænge tør sige, at noget er vigtigere.

Hans Myhrmann, skoleleder

Skolen har indført reglerne for bedre at kunne fokusere på fællesskabet.

- Det handler måske om, at man i nogle sammenhænge tør sige, at noget er vigtigere. Vi synes, at undervisning og samvær er vigtigt. Det betyder, at vi er relativt konsekvente, hvis der er nogle ting, der forstyrrer det, sagde Hans Myhrmann.

Snakker sammen i stedet

På Randers Realskole har reglerne faktisk været sådan siden 1999, og eleverne er egentlig godt tilfredse med reglerne. Mobilerne må da også godt bruges, hvis de er en del af undervisningen. 

- I frikvartererne laver vi alle sammen noget. Vi snakker sammen i stedet for, at vi står med vores mobiler, lød det fra Caroline Bech, der går i 7.D på Randers Realskole.

09:10

VIDEO: Søren Hebsgaard er teknologiekspert og foredragsholder. Han har lavet en undersøgelse af elevernes tilfredshed med de strenge mobilregler på Randers Realskole. Han er overrasket over, hvor godt reglerne virker. Se hele svaret her.

Luk video

Stikprøveundersøgelsen fra Undervisningsministeriet, som bygger på data fra VIA University College, viser, at 86 procent af folkeskolerne i undersøgelsen har udarbejdet en politik for elevernes brug af mobiltelefon.

For fri- og privatskolerne drejer det sig om 95 procent.

Minister er overrasket

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er overrasket. Men hun glæder sig over, at så mange skoler har en mobilpolitik. Hun synes ikke, at det er for skrapt, når mange af dem ligefrem indsamler elevernes mobiler.

Læs også Forældre bliver inspireret af skoles mobilregler

- Det er ekstremt forstyrrende for eleverne - både i forhold til undervisningen og deres sociale liv, hvis de hele tiden skal være på mobiltelefonen. Så har man jo alle døgnets andre timer til at gå på Snapchat, hvis det er det, man har lyst til, siger Merete Riisager til Jyllands-Posten.

Lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Tække mener derimod, at skolerne er gået alt for langt i deres forbudspolitik.

Forbud kan give store problemer

Han mener, at et forbud mod brugen af mobiltelefon i skolen kan medføre store problemer både fagligt og socialt.

- Vi skal lære at håndtere mobiltelefonerne på en god måde, men også beherske os selv i forhold til at bruge dem. Hvis man ikke lærer det henne i skolen, så er der ikke noget sted, hvor man lærer det, siger han til Ritzau.

Hvis man ikke lærer det henne i skolen, så er der ikke noget sted, hvor man lærer det.

Jesper Tække, Aarhus Universitet

I stedet bør skoler eksperimentere med brugen af mobiltelefoner i undervisningen, så børnene får nye og bedre normer for brugen af dem, mener lektoren.

Danske Skoleelever er også kritisk over for, at flere folkeskoler indsamler mobiltelefoner om morgenen.

- Mobiltelefonen skal bruges som et aktivt redskab i undervisningen. Men det skal tilkobles digital dannelse, så man både ved, hvordan man agerer på den og abstraherer fra den, siger Sarah Gruszow Bærentzen, formand for Danske Skoleelever.

Frikvarter på Randers Realskole betyder også fri for mobiltelefoner blandt eleverne.