Skoler laver sponsoraftaler
Skaffer penge på en helt ny måde
Flere østjyske skoler går nye veje for at få råd til nye ting. Den nye folkeskolereform betyder nemlig massive investeringer flere steder, og det får nu skolerne til at indgå sponsoraftaler med private firmaer.
- For det første er der selvfølgelig noget økonomi i det. Vi skal spare i skolen, og det kommer vi også til at skulle fremadrettet, så ved at samarbejde med nogle private partnere tror jeg på, at vi kan lave nogle udviklingsprojekter, som vi måske ellers ikke ville have mulighed for, siger Kristian Toft, der er skoleleder på Vestre Skole i Silkeborg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
På Vestre Skole i Silkeborg har man for eksempel fået sat et nyt ventilationsanlæg op og fået installeret portable opladere til elevernes bærbare computere og tablets:
- Det er en "win-win"- vi får det produkt, vi rigtig godt kan bruge, og de får måske udviklet et produkt, som de kan sælge videre fremad, siger Kristian Toft.