Skoler i Randlev og Ørting lukkes
I flertal i Odder Byråd har besluttet at nedlægge de to oplandsskoler i Randlev og Ørting.
Byrådet mødes på mandag den 10. maj for at beslutte den store Spareplan 2010. Et af spareforslagene går ud på at nedlægge to af oplandsskolerne, og et politisk flertal - bestående af Socialdemokraterne, SF og Kultur- og Miljølisten - har nu udpeget de to skoler, der skal nedlægges.
- På et møde torsdag aften i flertalsgruppen blev vi enige om at anbefale byrådet at nedlægge skolerne i Randlev og Ørting. Vi synes det er mest reelt at fremlægge denne information inden mødet, af hensyn til forældre, børn og personale, siger borgmester Elvin J. Hansen.
- Hvis byrådet vedtager dette på mandag, vil der gå en procedure i gang, som er i overensstemmelse med de regler, der gælder for skolenedlæggelser. Dette betyder bl.a., at der bliver taget hensyn til de tidsfrister der gælder, hvis forældrene ønsker at oprette en friskole, forklarer Elvin Hansen.
Lederne på de to skoler blev fredag informeret om flertalsgruppens anbefaling.