Skoler: Fælles regler for mobilforbrug?

I Silkeborg Kommune har skolerne et stort råderum i forhold til elevernes forbrug af mobiltelefoner i skoletiden

02:50

1 af 2

Hører mobiltelefoner og tablets hjemme i skoletiden på folkeskolerne?

Tirsdag og onsdag har TV 2 | ØSTJYLLAND haft fokus på tablets, mobiltelefoner og sociale medier i skolerne.

TV 2 | ØSTJYLLAND har blandt andet besøgt to skoler i Silkeborg Kommune, der har hver sin måde at gøre tingene på. På den ene fylder mobiltelefoner og tablets meget, og de er frit tilgængelige, mens de på en anden skole kun er til rådighed, hvis det underbygger undervisningen - ellers er de pakket helt væk.

Telefonfri skole: Vil lære elever at vælge mobilen til og fra

- Det er rigtig interessant at se de to løsninger, man har fundet på to skoler. På den ene skole skal mobiltelefonerne væk, og på den anden skole er mobiltelefonerne en del af skolens dagligdag. Det viser meget godt det dilemma, vi står i som skoler og samfund. Nemlig: Hvordan bliver mobiltelefonen og den moderne teknologi en god ting og en god del af vores børns hverdag, siger Huno Jensen, der er skolechef i Silkeborg Kommune.

Skolerne har stort råderum

De to eksempler ligger langt fra hinanden, og i Silkeborg Kommune har skolerne et stort råderum, men skolechefen kan ikke udelukke, at der kommer kommunale retningslinjer på et tidspunkt.

- Den måde, vi hidtil har gjort i Silkeborg Kommune, er, at der er stort råderum ude på skolerne, men jeg vil ikke fralægge muligheden eller sige, at det ikke er muligt på et tidspunkt, at vi laver nogle kommunale retningslinjer. Men det vil altid kunne afstedkomme, at man altid ude på skolerne har dialog mellem forældre og skoler om, hvad det lige præcis er det gør på den givne skole, siger Huno Jensen.

Debat om sociale medier i skolerne

Han kan ikke forestille sig, at kommunen vil gå ind og lave et totalt mobilforbud, som man kender det fra rygning.

- Det har jeg meget svært ved at forestille mig, men nu skal man jo passe på, når man begynder at spå om fremtiden. Men som verden ser ud lige i øjeblikket, så har vi brug for, at skolerne prøver at finde forskellige løsninger, og så har jeg jo dialog med skolerne, vores politikere er i dialog med borgerne, og så må vi finde det, der er den bedste ramme for alle vores elever i Silkeborg Kommune, siger Huno Jensen.

Du kan se hele interviewet med skolechefen i videoen øverst på siden.