Skolepige skal blive bag tremmer

16-årig pige, der stak en klassekammerat i ryggen med en urtekniv i Århus, har fået forlænget sin fængslingsfrist med en måned.

Pigen har siddet varetægtsfængslet blandt hærdede kriminelle i mere end et halvt år, mens de juridiske tovtrækkerier i sagen fortsætter.

Og nu kan kun altså få lov at sidde minimum en måned mere bag tremmer. Det vil nemlig krænke danskernes retsbevidsthed, hvis hun løslades, lyder begrundelsen.

Pigens forsvarer, Henning Lyngsbo, finder den fortsatte varetægtsfængsling helt urimelig.

- Efter min opfattelse har min klient allerede nu fået psykiske skader og traumer af at være buret inde med hærdede kriminelle i så lang tid. Hun har det meget dårligt med den tilværelse, siger han til stiften.dk.

Sagen fra Samsøgades Skole i Århus er trukket i langdrag, blandt andet fordi Retslægerådets vurdering af pigens mentalundersøgelse har ladet vente længe på sig.

Det er denne vurdering, der kan få afgørende betydning for, om skolepigen skal tiltales for grov vold eller forsøg på manddrab.

- Men Retslægerådets vurdering er netop kommet i dag, siger Henning Lyngsbo, der forventer at Statsadvokaten nu skal bruge op til 14 dage på at finde ud af, hvilken paragraf den 16-årige skal sigtes efter.

<i>Kilde: stiften.dk</i>