Skoleordfører har også valgt privatskole til sine børn

Socialdemokraternes skoleordfører, Leif Lahn Jensen fra Norddjurs, har ligesom Helle Thorning-Schmidt valgt at sende børn i privatskole.

Det er ikke kun Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, næstformand i folketingsgruppen Henrik Sass Larsen og den politiske ordfører Marie Frederiksen, der har valgt at sætte deres børn i en privatskole.

Det har Socialdemokraternes skoleordfører også. Men man kan sagtens kæmpe for Folkeskolen og vide noget om den, selvom man har valgt en friskole til sine egne to døtre på 13 og 15 år, siger Leif Lahn Jensen, som er valgt i Djurskredsen.

Hvad var der galt med den lokale folkeskole?

- Det er 12-13 år siden, jeg valgte Norddjurs Friskole i Grenaa til mine børn. Det gjorde jeg, fordi jeg syntes, der var for mange børn i klasserne, over 25, på den lokale folkeskole. Friskolen kunne give mig 18-20 børn i klasserne. Det syntes jeg var ret interessant, siger Leif Lahn Jensen til DR Nyheder.

Han siger, at han aldrig har sagt noget negativt om privatskoler, og at Socialdemokraterne i øvrigt ikke er imod privatskoler.

- Det vi siger, det er, at folkeskolerne ikke skal stå ringere stillet end privatskoler. Mange vælger kommuneskolerne fra for øjeblikket, og det er ærgerligt. Derfor kæmper vi for flere midler til folkeskolen for at gøre den stærkere, siger Leif Lahn Jensen.

Leif Lahn Jensen ved ikke, hvor mange af hans partifæller på Christiansborg, som har valgt at sætte deres børn i privatskoler.

- Jeg troede, at jeg var den eneste, siger han til DR Nyheder.

Men det er han ikke.

En rundringning, DR Nyheder har foretaget, viser at mindst 5 ud af 45 socialdemokratiske folketingsmedlemmer, hvoraf det er lykkedes at komme i kontakt med 43, har eller vil sætte deres børn i en privatskole.

Fem har ikke ønsket at svare.

Kilde: DR Nyheder