Skolen glemmer de almindelige
Rummelighed er ikke for alle
Det er en umulig opgave for folkeskolen at rumme alle børn på tværs af begavelse. Det mener direktøren for Randers Regnskov, Henrik Herold, der onsdag er gæst i debatprogrammet Markante Meninger.
- Som forælder må jeg sige, at de kloge børn bliver glemt, og børnene i den anden del af spekteret ofte tager hele sendetiden. Men hvad med alle de helt almindelig begavede børn, som egentlig bare skulle have sig en almindelig folkeskoleuddannelse, spørger han.
Sådan er virkeligheden ikke
Henrik Herold har selv to børn i gymnasiet, men har oplevet hvordan moderne inklusion i folkeskolen ikke fungerede, da hans børn var yngre. Tanken om at alle mennesker skal passe i den samme kasse, bliver jo heller ikke praktiseret i andre dele af samfundet.
- Jeg gad nok vide, hvordan vi lavede arbejdspladser i det her samfund, hvis vi bare proppede alle mulige tilfældige mennesker sammen og sagde: "Nu skal i så være en homogen klasse de næste ti år." Sådan er virkeligheden jo ikke, siger han.
I Markante Meninger kan du se hele debatten og høre hvad aftenens anden debattør, journalist Susanne Hoeck, mener om inklusion. Det er torsdag klokken 18.20 og 21.20.