Politiker vil lukke skoler for at stoppe mobning

Norddjurs er den kommune i Jylland, hvor flest elever oplever at blive mobbet. De ansvarlige politikere har forskellige løsninger

05:37

I videoen fortæller formand for Børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs, at der kommer flere mobbeofre i kommunen, hvis der ikke lukkes skoler.

Det er 11,1 procent af eleverne i 4.-9. klasse i Norddjurs Kommune, der oplever at blive mobbet.

Det viser en ny rapport fra Trygfonden og Børns Vilkår.

Formanden for Børne- og ungdomsudvalget, Lars Østergaard (V), erkender, at de ikke har gjort det godt nok, men hans løsning er ikke populær.

Man kunne for eksempel bruge pengene til en to-lærer-ordning, og så ville man bedre kunne opspore problemer.

Lars Østergaard (V)

Han mener, at der skal lukkes skoler for at skaffe flere penge i kommunekassen, som blandt andet vil kunne bruges på at lave tiltag mod mobning.

- Man kunne for eksempel bruge pengene til en to-lærer-ordning, og så ville man bedre kunne opspore problemer, og man kunne også bruge pengene på flere udflugter, som kan være med til at styrke fællesskabet, siger Lars Østergaard (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere mobbeofre i fremtiden

Han mener, at der vil komme flere mobbeofre i fremtiden, hvis ikke kommunens politikere bliver enige om at lukke skoler og dermed spare penge.

Læs også Bedring: Men børn i Norddjurs bliver stadig mobbet i skolen

- Vi er måske den skole i landet, der bruger flest penge på folkeskolen, så vi har brug for at få frigjort nogle ekstra penge, siger Lars Østergaard (V). 

Indtil videre er han den eneste byrådskandidat, der offentligt har meldt ud, at han går ind for at lukke skoler, og derfor bliver det ikke nemt at få igennem.

Røv-til-bænk giver mobning

Enhedslistens medlem af Børne- og ungdomsudvalget, Ulf Harbo, vil ikke lukke skoler, men han er enig i med udvalgsformanden, i at udeliv kan være med til at øge trivslen blandt børnene. 

02:00

I videoen fortæller Ulf Harbo (Enhl.), hvorfor han mener, at udeskoler kan løse mobning.

Luk video

- Hvis man placerer børnene i en heldagsskole fra for eksempel kl. 8-15 inde i det samme klasselokale og laver det, jeg kalder, røv-til-bænk-undervisning, er det klart, at trivslen bliver sværrere. Hvis man derimod går ud i skoven og lærer nogle ting, så er der færre konflikter, siger Ulf Harbo (Enhl.).

Det går bedre

Selv om Norddjurs Kommune er helt i toppen af den lidet flatterende liste, er der faktisk sket en forbedring. Tallene fra 2014/2015 viste, at 15,8 procent af eleverne dengang blev mobbet.

Det tal er altså faldet, men ikke nok til, at man er ude af den kedelige statistik. 

Ifølge Børns Vilkår er det vigtigt, at kommunerne sætter fokus på området.

- Lav en handleplan for hele kommunen, hvor I klæder fagfolk på til at arbejde med trivsel, og til at stoppe mobning. Hver skole skal desuden have en antimobbestrategi, og her er det afgørende, at man sætter ind over for hele klassens trivsel og ikke bare fokuserer på det enkelte barn,” siger Rasmus Kjeldahl.

Ifølge Børne- og ungdomsformanden er de punkter på dagsorden ved næste udvalgsmøde den 15. november.

Skal vi passe børnene, mens du er til valg-debat? Tilmeld dig TV2 ØSTJYLLANDs børnevenlige debatmøde om Norddjurs Kommune lørdag den 11. november her.