Skoleleder smækker med døren i protest mod politikere

Morten Fjord har sagt op på Kolind Centralskole i protest mod de politiske beslutninger. Udvalgsformand beklager opsigelsen

Foto: Steffen Ortmann, Scanpix

Per Zeidler er formand for udvalget for familier og institutioner i Syddjurs Kommune.

1 af 2

Morten Fjords dage som skoleleder på Kolind Centralskole er talte. 

Han har netop afleveret sin opsigelse i protest mod den måde, som Syddjurs Kommune driver skole på.

- Jeg siger op i protest mod de vilkår og økonomiske rammer, der er for at drive skole i Syddjurs, siger Morten Fjord til TV 2 I ØSTJYLLAND.

- Jeg kan ikke længere stå på mål for og være ansvarlig for de rammer, vilkår og beslutninger, der træffes ovenfra. Jeg kan ikke længere stå inde for det hverken professionelt, fagligt, etisk eller menneskeligt, tilføjer Morten Fjord.

Han har stået i spidsen for Kolind Centralskole i tre år.

Morten Fjord peger på en ny model for tildeling af penge til kommunens skoler som det, der får det berømte bæger til at flyde over. Modellen blev vedtaget af politikerne i januar 2016. 

- Modellen skaber skævvridning. Det betyder, at de store skoler med større klassekvotienter tilgodeses, og de små og mellemstore skoler får mindre at drive skole for, siger Morten Fjord.

Han peger på, at Kolind Centralskole ligger i et socioøkonomisk sårbart område. Det giver skolen en række ekstra opgaver og udfordringer, og det tager - mener han - den nye model ikke højde for.

Morten Fjord har sidste arbejdsdag 31. januar.

Hvad han skal lave derefter, ved han ikke. Måske er det et definitivt farvel til folkeskolen.

- Nu tager jeg en tænkepause. Jeg er grundlæggende et menneske, der brænder for folkeskolen. Derfor piner det mig også meget, at jeg har været nødt til at sige stop på den her måde, siger Morten Fjord og fortæller, hvordan han gentagne gange har gjort politikere, kolleger og embedsværk opmærksom på sin utilfredshed.  

Læs også Gennembrud for handicapkørslen: Det her er en stor sejr

Liberal Alliances Per Zeidler er formand for udvalget for familie og institutioner i Syddjurs Kommune. Han beklager opsigelsen.

- Jeg er ked af at miste Morten Fjord som skoleleder, siger han til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Per Zeidler betegner Morten Fjord som en innovativ og kreativ leder, der har skabt gode resultater på Kolind Centralskole.

- Det giver altid stof til eftertanke, når man får kritik, svarer Per Zeidler på spørgsmålet om, hvad han siger til Morten Fjords kritik.

- Men det er også vigtigt at sige, at Kolind Centralskole er ikke ringere stillet hverken økonomisk eller socioøkonomisk end andre skoler i kommunen. Forvaltningen har hjulpet skolen, og jeg synes, at man skal give den nye tildelingsmodel, som kun har få måneder på bagen, en chance, siger Per Zeidler.