Skolehøring er nu forbi
Så mange svar har kommunen modtaget
Debatten om lukningen af fem folkeskoler i Randers Kommune går nu ind i sin næste fase.
Klokken tolv i nat sluttede høringsperioden, hvor forældre, foreninger, skolebestyrelser og andre involverede parter havde mulighed for at give sin mening til kende om beslutningen.
Kommunens skoleforvaltning har modtaget mellem 340 og 350 høringssvar, viser en optælling her til morgen.
Det antal er ifølge direktør for Børn, Skole og Kultur, Lars Keld Hansen, forventeligt:
- Jeg havde forventet, at der ville komme omkring 300 indsigelser. Det er jo en aftale, der får stor betydning på hverdagen for forældre, børn og medarbejdere, siger Lars Keld Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Byrådspolitikerne har nu lejlighed til at gennemgå de mange høringssvar, inden den 4. november, hvor borgmester Claus Omann Jensen (V) har indkaldt til byrådsmøde.
På mødet skal politikerne tage stilling til, om høringssvarene skal føre til justeringer af aftalen om den kommende skolestruktur, og derefter venter en række forhandlinger, fortæller skoledirektør Lars Keld Hansen:
- De skal bruges til at opkvalificere aftalen så meget som muligt, så nu går den politiske proces i gang.
Hør, hvad Venstres gruppeformand i Randers, Anders Buhl Christensen, mener om høringsvarene i videoen øverst på siden.