Skoleleder: Tag dit barn med på valgdagen
Børn skal lære, hvor vigtigt det er at stemme så tidligt som muligt. Det mener skolechef i Silkeborg
På mandag kan 20.000 forældre i Silkeborg forvente et brev på ForældreIntra fra skolechef Huno Kjærsgaard Jensen.
I brevet opfordrer han forældrene til at tale med deres om børn om valget og tage deres børn med, når de skal stemme på valgdagen.
- Det er meget vigtigt, at børn lærer, hvor vigtigt det er, at man stemmer til valg. Grundstenen til vores demokrati er, at vi bruger vores stemmeret, siger Huno Kjærsgaard Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Gode demokratiske vaner
Børn i den skolepligtige alder, må ifølge valgreglerne om stemmehemmelighed ikke følge med ind i stemmeboksen. Men Huno Kjærsgaard Jensen mener, at de kan få mindst ligeså meget ud af, at se valgstedet og forstå, at der er en grund til, at forældrene skal derned og sætte deres kryds.
- Det er nøjagtig som med andre vaner. Når børn for eksempel ser, at deres forældre kører med sikkerhedssele, så lærer de, at de også selv skal køre med sikkerhedssele. På samme måde lærer børnene, at det at stemme simpelthen bare er noget, man gør, siger han
Læs også
Initiativet er en del af ’beSTEM i Silkeborg’s forældrekampagne, hvor der også hænges plakater op i daginstitutioner og på folkeskoler, der opfordrer forældrene til at tage deres børn med til stemmeboksene som led i en demokratiopdragelse.