Skolebus i flammer
Børn evakueret fra brændende bus nær skole
7. maj 2014, kl. 17:42
Mere end 30 dage gammel
En gruppe skolebørn fra Silkeborg-området blev i morges evakueret, da der gik ild i en skolebus i Virklund.
Det lokale brandvæsen modtog kl. 07.38 en melding om, at motorrummet i en bus fra Engesvang Turistfart stod i flammer. Derefter rykkede brandvæsenet ud til uheldsstedet få hundrede meter fra Virklund Skole.
Ifølge indsatsleder Per Jensen var børnene på vej til skolen, da uheldet skete. De var kort forinden blevet samlet op forskellige steder i Silkeborgs sydlige opland.
Børnene var allerede kommet ud af bussen, da brandvæsenet ankom til stedet. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
Selve bussen fik dog omfattende skader. Den er formentlig totalskadet.