Skole rives ned
Første skridt i omdannelse af Gellerupparken
Håndværkere gik torsdag i gang med at rive en tidligere folkeskole i Gellerupparken i det vestlige Aarhus ned.
I første omgang skal alt brandbart materiale fjernes fra de bygninger, der tidligere husede Nordgårdskolen. Senere går den egentlige nedrivning i gang.
- Der skal bygges fem nye daginstitutioner her. Samtidig skal der nyt sundhedspersonale herned, så der kan komme rigtig god synergi mellem daginstitutioner og det lokale sundhedspersonale herude, siger chef i Gellerupsekretariatet Per Frølund til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nedrivningen af Nordgårdskolen er en del af den såkaldte helhedsplan, der er lagt for Gellerup-området. Helhedsplanen skal blandt andet sikre, at Gellerupparken ikke kun består af boliger, men også rummer erhverv, butikker og kulturliv.
Se mere i videoen øverst på siden. TV 2 | ØSTJYLLAND har desuden mere om nedrivningen i torsdagens nyhedsudsendelser.