Skole OL med 12.000 børn er gået over al forventning
Skole OL lakker mod enden. 12.000 børn har haft store oplevelser til arrangementet, som har været en stor succes
12.000 børn har løbet, sprunget og svømmet i Aarhus de seneste dage.
Finalerne i Skole OL 2018 er blevet afholdt rundt omkring i Aarhus. Blandt andet i Ceres Park Arena, Aarhus Svømme Stadion og Marselisborg Lystbådehavn.
Læs også
I dag er de sidste børn i gang med konkurrencerne til et Skole OL, som er gået godt.
- Det er gået over al forventning. Glade børn, lærere og frivillige er ved at være godt brugte nu, siger Morten Brammer Olesen, der er projektleder på Skole OL-finalen i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
4. - 7. årgang har været med til Skole OL finalerne. De har haft én dag hver, og derfor er der nye oplevelser til nye elever hver dag.
- Vi åbner Skole OL hver dag med at tænde flammen på stadion. Det sjoveste er at se, hvordan de kommer spændte og forventningsfulde ind og ser det fantastiske OL-stadion, siger Morten Brammer Olesen.
Personlige sejre
En af de skoler, som har deltaget, er Stilling Skole. Her har hele 8. klasser været med.
- De har ikke vundet noget, men det vigtigste har været de personlige sejre. Vi har haft elever, som for første gang har svømmet på dybt vand, siger en tilfreds idrætslærer fra Stilling Skole, Marlene Meyer, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Der er også andre ting, som eleverne har fået ud af de hårde konkurrencedage.
- Det vigtigste har været fællesskab. Sammenholdet i at se klassekammeraterne heppe. Det giver en god følelse, siger Marlene Meyer.
Hun nyder jobbet som lærer i disse dage.
- Det gør det interessant og spændende at være lærer, når man må tage dem med ud og give dem store oplevelser, siger Marlene Meyer.
Vender tilbage næste år
Skole OL vender tilbage til Aarhus næste år. Der bliver projektet skubbet en uge, så konkurrencerne foregår i uge 25. Og det kan eleverne glæde sig endnu mere til.
- Det bliver endnu større og endnu bedre, siger projektleder Morten Brammer Olesen.
Læs også
Stilling Skole melder sig også klar under fanerne til næste år.
- Vi vil helt sikkert deltage igen. Vi bliver ved med at komme, så længe det er muligt, siger idrætslærer Marlene Meyer.