Skole lukker kantine – rammer både fællesskabet og kommunens politik

Kantinen på Ellevangskolen i Risskov er lukket på grund af dårlig økonomi, og nu må eleverne nøjes med madpakker.

02:10

VIDEO: I mandags demonstrerede eleverne på Ellevangskolen i Risskov imod lukningen af kantinen.

Skoleledelsen på Ellevangskolen i Risskov har nu lukket kantinen på grund af dårlig økonomi. Linus Folke Jensen går i 9. klasse, og han mener, at eleverne mister et fællesskab på tværs af klasserne - det ærgrer han sig over.

- Det har været hyggeligt og sjovt at komme ned i kantinen, men nu sider de fleste i deres klasser eller er på fodboldbanen med deres klassekammerater og socialiserer sig ikke på samme måde, siger Linus Folke Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Linus Folker Jensen fra 9. klasse på Ellevangskolen har sendt et brev til skolebestyrelsen, hvor han understreger kantinens betydning for eleverne på skolen. 

Sammen med mange andre elever demonstrerede han i mandags imod lukningen, og siden har han skrevet et brev til skoleledelsen.

Forældrene i skolebestyrelsen bakker eleverne op.

- Jeg tænker, da det blev læst op for skolebestyrelsen, så sad vi alle sammen med en følelse af, at vi er enige med Linus, siger medlem af skolebestyrelsen, Anja Søgaard Olsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Prioritering af økonomi

Hos ledelsen forklarer de lukningen med dårlig økonomi på skolen generelt, og et påbud fra Fødevarestyrelsen om at forbedre kantinen og dermed bruge flere penge.

Læs også Elever strømmer til privatskolerne

- På nuværende tidspunkt er vores økonomi så dårlig, at vi er nødt til at fokusere på kerneopgaven, og det er vores undervisning af børnene. Man skal ikke tro, der kommer en ny kantine om tre måneder eller et halvt år, siger skoleleder på Ellevangskolen, Lisanette Qvortrup. 

Hun tilføjer, at det kommer til at tage tid, men at de på sigt gerne vil have kantinen tilbage på skolen.

Ukoncentrerede børn

Hos skolebestyrelsen er de enige med ledelsen i, at lukningen af kantinen var den eneste mulighed, men de er bekymrede for konsekvenserne.

- Jeg tænker da, det kan betyde, at der sidder nogle børn, som er sultne, ukoncentrerede og som ikke er undervisningsparate, siger Anja Søgaard Olsen.

Hun er enig med Linus Folke Jensen i, at det også kan gå ud over det sociale samvær.

Minipizzaer, salat og dagens ret plejede er nu erstattet af madpakker. 

Lunt alternativ

Ellevangskolen undersøger nu, om de har råd til at få mad leveret udefra, og det håber Linus Folke Jensen kan lade sig gøre.

- Jeg håber selvfølgelig, at der kommer et andet madtilbud, hvor man kan få noget mad, og hvis du så ikke kan få det sociale, så få noget sund, varm mad, siger Linus Folke Jensen.

Det er Aarhus Kommunes mål, at børn og unge får gode mad- og måltidsoplevelser i blandt andet skolen.

Eleverne på Ellevangskolen er frustrerede over, at kantinen er lukket.

Pressede folkeskoler

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF) ser kantinelukningen på Ellevangsskolen som et tegn på, at folkeskolerne i Aarhus Kommune helt generelt er pressede. 

- Der er generelt pres på folkeskolernes økonomi og her i Aarhus har vi skoler, der bliver drevet for færre penge end landsgennemsnittet, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND. Han vil overordnet set ikke blande sig i, hvordan den enkelte skole indordner sin kantine. 

Læs også Bilist død efter ulykke - kørte frontalt ind i lastbil

Lige nu er der især én ting, der koster skolerne ekstra penge: 

- Vi hører på tværs af skolerne i Aarhus Kommune, at de er pressede af, at der bliver flere og flere børn med særlige behov, som giver nogle merudgifter. Det betyder prioriteringer, som kan mærkes for hele skolen, siger han. 

Håb om flere penge

Rådmanden vil ikke love flere penge til skolerne, men han støtter et forslag, der skal lette det økonomiske pres på byens folkeskoler. Samtidig håber han på en håndsrækning fra den nye regering. 

Læs også Ny stor sparerunde på sygehus

- Der er lysere tider på Christiansborg og hvis der kommer nogle penge derfra, vil vi tage imod med kyshånd, siger Thomas Medom og uddyber: 

- Uanset kommer vi ikke til at svømme i guld og grønne skole på folkeskolerne. Der kommer et stramt budget også de kommende år.