Skole kæmper med højt frafald
Mere end en tredjedel af eleverne dropper ud
Det er svært at fastholde eleverne på landets erhvervsuddannelser.
Det erfarer de blandt andet på Aarhus Tech. I skoleåret 2011/2012 oplevede skolen et frafald på 38 procent.
Frafaldet er lavere end landsgennemsnittet, som er på 48 procent, men det er stadig for højt i forhold til skolens målsætning. Det skriver JP Aarhus.
Målsætningen er, at ikke mere end 25 procent af eleverne dropper ud af uddannelserne på årsbasis, hvoraf de 18 procent må være elever, som dropper ud af grundforløbet. Det tal var i 2011/2012 på 28 procent.
- Vi har nok været for optimistiske, i forhold til vores målsætning for, hvor mange elever vi kan fastholde. Vi har erkendt, at det ikke er et realistisk mål at nå med den elevgruppe, vi har, siger Ib Kronborg, uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelser og efteruddannelse ved Aarhus Tech, til JP Aarhus.
De seneste års frafaldsprocenter har nu fået skolen til at ændre sin målsætning. I stedet for et frafald på 25 procent, vil skolen nu sigte mod et frafald på højest 30 procent.
Udover at revurdere målsætningen forsøger Aarhus Tech samtidig at iværksætte forskellige tiltag, der skal mindske frafaldet.
Skolen har for eksempel indført en psykologordning, hvor eleverne kan få gratis samtale med en psykolog inden for 24 timer.