Skole: Bliv hjemme og nyd sneen!

Randers Realskole har givet de i alt 960 elever fri. Dermed slipper børnene for at forcere snemasserne på vej til skole.

Det er blevet ekstra sjovt at være elev på Randers Realskole.

Mens deres jævnaldrende øver tabeller og terper tyske verber, har eleverne på Danmarks største privatskole fået lov til at blive hjemme

De i alt 960 elever blev allerede sendt hjem i går, tirsdag. Inden da fik de at vide, at de ikke behøvede at møde i skole onsdag.

At netop Randers Realskole har besluttet at give sne-fri, skyldes, at skolens elever kommer fra et stort opland omkring Randers.

Mange elever fra specielt den nordlige del af området havde i går svært ved at komme frem med den sædvanlige rutebil.

- Egentlig kunne man måske godt have været kørt i dag. Men det er altid let bagefter at sige, at man kunne have gjort noget andet. Men det er os, der sidder og skal træffe den her beslutning, og nu tog vi dén her. Og det har vi det egentlig udmærket med. Vi kører videre med normal skolegang i morgen, siger skolebestyrer Karsten Pedersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.