Skills får flere i uddannelse
Skills har skubbet elevtal i den rigtige retning
Flere aarhusianske unge vil gerne være smede, elektrikere, mekanikere og struktører.
Elevtallet på de tekniske skoler i Aarhus stiger. Samlet har Aarhus Tech 8,3 procent flere elever i efteråret 2013 i forhold til samme periode sidste år.
Den positive udvikling er der en god forklaring på, mener rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Hans Halvorsen (S):
- Det kan efter min bedste overbevisning kun skyldes Skills, siger rådmanden.
Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor de bedste elever viser deres evner frem.
Samtidig er arrangementet med til at øge de unges opmærksomhed på mulighederne i at tage en erhvervsuddannelse. Forskellige byer afholder Skills på skift.
Aarhus var i 2013 for første gang vært for arrangementet, og at det har haft så stor positiv effekt, glæder Hans Halvorsen.
- I 2014 og 2015 finder Skills sted i henholdsvis Aalborg og København. I Det Regionale Beskæftigelsesråd drøfter vi, hvordan vi holder fokus på at fortsætte den positive udvikling i tilgangen til erhvervsuddannelser, selvom Skills ikke finder sted i vores område, siger Hans Halvorsen.
Fremgangen er blandt andet markant i produktionsfag som smede og industriteknikere. Også mekaniker- og elektrikeruddannelsen oplever fremgang, og det samme gælder struktørfaget, hvor eleverne uddannes til at arbejde med betonkonstruktioner.