Skidt Silkeborg-søndag: Taber første playoff-kamp til Lyngby

Lyngby vandt den første kamp siden 16. oktober, da holdet søndag slog Silkeborg med 2-1 i nedryknings-playoff

Davit Skhirtladze scorede det enlige Silkeborg-mål, som dog i sidste ende kan vise sig at blive helt afgørende for østjyderne. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Lyngby besejrede søndag Silkeborg med 2-1 i den første af to kampe i Alka Superligaens nedryknings-playoff.

Lyngby kom foran 2-0, før Silkeborg reducerede på et straffespark.

Før kampen på Lyngby Stadion var Lyngby uden sejr i de seneste 20 ligakampe, og det var holdets første sejr siden 16. oktober.

Sidste sæsons bronzevinder sikrede sig dermed et godt udgangspunkt, inden de to hold mødes igen i næste weekend i Silkeborg.

Læs også Minut for minut: Silkeborg IF taber første playoff-kamp mod Lyngby

Trods den lange stime uden sejre kunne Lyngby før kampen finde optimisme i, at den ene af holdets blot fire sejre i sæsonen var mod netop Silkeborg.

Hjemmeholdet startede da også kampen ganske optimistisk og spillede med mere selvtillid, end man kunne forvente fra et hold, som ikke har vundet i knap syv måneder.

Det var tæt på at blive til gode chancer flere gange, især når Lyngby sendte lange bolde ned bag gæsternes forsvar, men den sidste kvalitet manglede.

Der er returkamp i Silkeborg om en uge. Foto: Anders Kjærbye - Ritzau Scanpix

Reddet et forsøg på målstregen

Første halvleg sluttede uden mål, og Silkeborg kom bedre ud til anden halvleg, hvor holdet kom til et par chancer i de første minutter.

Gæsterne fik blandt andet reddet et forsøg på målstregen, men det var Lyngby, som scorede kampens første mål.

Midtbanespilleren Herolind Shala fik fat i bolden i feltet og fik sparket den resolut i kassen ved nærmeste stolpe.

Kort efter blev det også 2-0. Den lille angriber Jeppe Kjær dukkede op inde foran mål og dirigerede med hovedet bolden videre i nettet. 

Godt et kvarter før tid fik gæsterne sikret sig et vigtigt udebanemål, da Davit Skhirtladze scorede på straffespark.

Lyngby – Silkeborg IF 2-1 (0-0)

1-0 Herolind Shala (64. min.)
2-0 Jeppe Kjær (67. min.)
2-1 Davit Skhirtladze, straffespark (73. min.)

Tilskuere: 2.873