Skhirtladze med drømmemål: Vi viste god karakter
Silkeborg IF hentede 3-3 på udebane mod AC Horsens efter flot comeback
Endelig. Efter fire kampe uden mål har Silkeborg IF endelig åbnet sin målkonto i Superligaen. Og så med hele tre af slagsen.
Lørdag spillede silkebogenserne 3-3 på udebane mod Horsens efter at have været bagud med både 2-0 og 3-1.
Drømmemål på saksespark
Davit Skhirtladze scorede to mål for de rødblusede gæster, og det ene af dem må allerede nu kandidere til årets mål i Superligaen.
Kampfakta
1-0 Kim Aabech (44. minut). 2-0 André Bjerregaard (55. minut). 2-1 Davit Skhirtladze (57. minut). 3-1 Bubacar Sanneh (60. minut). 3-2 Davit Skhirtladze (62. minut). 3-3 Jens Martin Gammelby (84. minut).
Tilskuere: 2.025.
Efter en god times spil sendte angriberen bolden i nettet efter et fremragende saksespark.
- Det kan man ikke øve sig på, det kom bare naturligt i kampen, siger Davit Skhirtladze, der med dagens to scoringer altså er topscorer for SIF.
Læs også
- Vi viste god karakter ved at komme tilbage fra 2-0 og 3-1, og vi fik et point på udebane. Det er godt, og det er godt, at vi scorede tre mål. Men vi skal kigge på vores defensive struktur, for at indkassere tre mål er ikke godt, siger den georgiske angriber med en fortid i AGF.
Flot comeback
Også Jens Martin Gammelby kom på tavlen i dag, da han trak ind fra venstre, satte et par Horsens-spillere og sendte bolden i mål i det lange hjørne.
- Horsens skal have cadeau for, at de i de fleste kampe har stået rigtig godt defensivt, så når man er bagud med to mål mod dem, så burde det se sort ud. Men vi kæmper os tilbage i kampen, og det skal vi være stolte af, siger Jens Martin Gammelby.
Han glæder sig over, at der både kom mål og point ind på kontoen i dag, da det giver klubben selvtillid efter et par knap så gode præstationer.
Læs også
Efter dagens kamp har Silkeborg IF nu to point efter fem runder i Superligaen, mens AC Horsens har fire. Næste opgave for silkeborgenserne i Superligaen er om otte dage, hvor Viborg gæster Mascot Park Silkeborg.
I videoen øverst på siden kan du se et interview med Davit Skhirtladze, og herunder kan du høre SIF-træner Peter Sørensen reaktion på kampen. Han kommer også i studiet i Fodbold med Horup, som er tilbage tirsdag klokken 19.50. Her får han selvskab af trænerkollegaen Bo Henriksen fra AC Horsens.