Skejby Sygehus ruster sig til influenzaepedimi

Sygehuset har fået penge til to nye maskiner, som skal hjælpe patienter med Influenza A, der oplever lungesvigt.

Skejby Sygehus opruster nu i kampen mod Influenza A. Region Midtjylland har bevilget sygehuset en million kroner til indkøb af to nye såkaldte ECMO-maskiner.

I tilfælde af at en patient får akut lungesvigt, skaber ECMO-behandlingen en kunstig lunge uden for kroppen.

Overlæge Christian Lindskov fra Anæstesiologisk intensiv afdeling på Århus Universitetshospital i Skejby, er en af de førende eksperter på området:

- Efterretninger fra Australien og England, hvor influenzaen allerede har ramt hårdt, viser, at der er et øget behov for at kunne udføre de her lungebehandlinger. Derfor har vi nu fået bevilget ekstra maskiner, så vi er klar til kampen mod influenzaen.

Skejby Sygehus er et af få steder i Nordeuropa, hvor disse behandlinger nu kan foretages.

Så sent som i tirsdags var der brug for ECMO-behandlingen, da en 30-årig svensker blev overført til Skejby Sygehus med Influenza A. Hans tilstand er nu stabil, men han er fortsat kritisk syg.

Indtil videre har 540 danskere været smittet med Influenza A.