Skejby skal spare 69 millioner
Et stort underskud på Region Midtjyllands budget tvinger nu Skejby Sygehus til at skære. 100 stillinger er i fare.
Hospitalledelsen på Skejby Sygehus præsenterer nu deres oplæg til besparelser på sygehusets drift. I alt skal budgettet barberes ned med 69 millioner, og største post på spareplanen er en nedlæggelse af sygehusets Fertilitetsklinik Den nedlæggelse vil give en besparelse på 10,6 millioner kroner årligt.
De planlagte besparelser er ikke populær blandt de ansatte.
- Jeg troede, vi var enige med politikerne om, at sundhedsvæsenet skal gøre sit yderste for at imødekomme patienternes behov. I stedet smadrer de det. Nu drejer det sig ikke længere om aktivitet men om planøkonomi, og pludselig skal patienterne igen stå på lange ventelister, lyder det fra Leon Sørensen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.