Skejby ruster sig til epedimier
Skejby Sygehus indvier torsdag fire nye isolationsstuer. Der er plads til 16 patienter med sygdomme som eksempelvis influenza A.
Det er et af Skandinaviens mest sikre sengeafsnit til patienter med meget smitsomme sygdomme, som torsdag åbner på Skejby Sygehus, skriver JP Århus.
I alt har stuerne plads til 16 patienter med sygdomme som influenza A, sars og ebola, der skal holdes adskilt fra andre patienter.
- I tilfælde af epidemier med særdeles smitsomme mikroorganismer kan vi med slusestuerne sikre patienterne den absolut bedste behandling. Isolationsstuerne opfylder alle sikkerhedskrav, og risikoen for, at smitten spredes til personalet eller til resten af samfundet, vil være forsvindende lille, siger ledende overlæge og professor Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling i Skejby til avisen.
- Al smitte kan holdes inde på stuen bl.a. på grund af den fuldstændig tætte bygningskonstruktion, oplyser senior projektleder i Cowi Henrik Juul Sørensen.