Skaterbane til Silkeborg

Sdr. Streetzone er navnet på en ny skaterbane på Sdr. Torv i Silkeborg

Foto: Colourbox

Skaterne har fået deres vilje i Silkeborg.

Silkeborg Kommune har i samarbejde med skatermiljøet i Silkeborg lavet aftale om at etablere 'Sdr. Streetzone' på Sdr. Torv i Silkeborg.

- Vi glæder os helt vildt! Vi er en flok inkarnerede skatere, som over de seneste par år har været involveret i flere kortvarige skaterprojekter. Blandt andet på torvet og ved Langsøen. Endelig får vi nu et sted, hvor vi i en længere periode kan dyrke vores sport og helt sikkert tiltrække skatere fra hele kommunen", siger Mikkel Lau, der repræsenterer skaterne, i en pressemeddelelse.

Han har sammen med kommunen designet Sdr. Streetzone.

Skaterbanen er i første omgang tidsbegrænset til oktober 2016, hvorefter Sdr. Streetzone skal evalueres politisk.

Det sker også fordi, at skaterbanen unægteligt kan give visse støjgener.

- Det er klart, at en skaterbane giver mere liv og larm, end beboere og butikker er vant til på det stille torv. Derfor er det vigtigt for os at være i tæt dialog med de borgere, som måske bliver berørt af Sdr. Streetzone, ligesom vi gerne vil give mulighed for, at beboere, butiksejere og skatere møder hinanden, siger Ghita Warrer, der er projektleder i Kultur- og Fritidsafdelingen i Silkeborg Kommune, i en pressemeddelelse.

Sdr. Streetzone får et areal på cirka 380 kvadratmeter.