Skarp kritik af østjysk plejehjem
Bøgeskovhus i Viby får på puklen af Embedslægen i en ny rapport.
29. jul 2004, kl. 15:28
Mere end 30 dage gammel
Plejeplanerne er mangelfulde, og det kan få alvorlige følger for beboerne på Lokalcenter Bøgeskovhus i Viby ved Århus.
Så alvorlig er kritikken, efter Embedslægeinstitutionen har aflagt besøg på stedet.
Embedslægen har i år haft dokumentation som særligt fokusområde. Og her dumper Bøgeskovhus altså på de såkaldte plejeplaner. Plejeplanerne er individuelle beskrivelser af de enkelte beboere. Og de er vigtige for pleje og behandling.
- Jo mere mangelfulde planerne er, jo sværere er det at give beboerne ordentlig behandling, siger embedslægeassistent i Østjylland, Steffen Pedersen, til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Han påpeger i øvrigt, at kritikken i rapporten er usædvanlig skarp.