Skarp FMH-debat om Duncan's loyalitet overfor AGF

Har AGF-anføreren gået over stregen med sine udtalelser om fyringen af Glen Riddersholm og utilfredshed med bænkpladsen?

04:16

Superligaens all time-topscorer, Morten 'Duncan' Rasmussen, blev debatteret heftigt i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup

Siden fyringen af Glen Riddersholm har anføreren nemlig flere gange udtalt sig markant i medierne. Først kaldte han fyringen af Riddersholm for en skandale, og efter David Nielsen to gange har placeret 'Duncan' på bænken, har han ytret sin utilfredshed med den situation.

Læs også Duncan er utilfreds med bænkplads under David Nielsen

- Når man er anfører i en klub, så har man et ansvar, der er større end en selv. Så har man et ansvar for helheden, som man skal tage på sig, og som man har taget på sig ved at sige ja til at blive anfører. Og det synes jeg ikke, Morten Rasmussen har gjort, siden Glen Riddersholm blev fyret, lyder det fra Jyllands-Postens sportsredaktør, Troels Henriksen, i Fodbold med Horup.

Randers FC-direktør Michael Gravgaard har intet imod, at spillere ytrer deres utilfredshed med at sidde på bænken. Men han vil ikke acceptere, at nogen sætter sig over holdet. 

- I Randers FC har vi brugt en del tid på at sige til nogle af spillerne, at vi ikke skal høre ét pip fra nogen, der mener, de har fortrinsret til at spille på holdet, med den situation vi er i. Johnny Thomsen starter for eksempel ude i kampen mod AGF, forklarer Gravgaard.

AGF-sportschef Peter "PC" Christiansen mener også, at hans klubs situation gør, at man skal passe på, hvordan man udtaler sig i medierne.

Når man er anfører i en klub, så har man et ansvar der er større end en selv. Så har man et ansvar for helheden, som man skal tage på sig, og som man har taget på sig ved at sige ja til at blive anfører.

Troels Henriksen, sportsredaktør på Jyllands-Posten

- Jeg synes, Troels' pointe er fin nok. Og det er jo sådan generelt i fodbold, at jo bedre du performer, jo mere kan du tillade dig at sige. Og så skal man passe på med at komme til at ligne Klods Hans, når man ikke leverer, siger "PC".

- Synes du 'Duncan' gjorde det?, spørger Troels Henriksen.

- Det ved jeg ikke, om jeg synes, lyder svaret fra "PC", der dog understreger, at han ikke synes, der er noget problem med 'Duncan'.

På vej væk?

Med to bænkpladser i David Nielsens første fire kampe, så vurderer Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby, at den populære angriber snart kan være fortid i Aarhus.

- Medmindre der sker en ændring i de sidste fire kampe, så gætter jeg på, at han gerne vil noget andet til jul. Og jeg gætter på, at "PC" også gerne vil noget andet med 'Duncan', hvis han ikke skal spille mere end at starte inde hver anden gang. 

- Så tror jeg, at "PC" kan bruge den store mængde lønkroner 'Duncan' tjener på bedre vis, end at have en mand der kun spiller hver anden gang. Så tror jeg ikke, han er her efter jul, lyder det kontante bud fra Jan Schouby.

Hele tirsdagens Fodbold med Horup kan du se herunder.