Skanderborg: Vores sikkerhed er tip top
I næste uge starter Skanderborg Festival, og med over 2000 vagter vil sikkerheden være i højsædet.
Ovenpå weekendens tragedie hvor 19 mennesker omkom ved Love Parade i tyske Duisburg, er stemningen trykket i Skanderborg, hvor frivillige hjælpere har travlt med, at få alt klar til når Danmark Smukkeste Festival officielt starter på torsdag i næste uge.
- Det påvirker os meget og det er dybt tragisk, siger Poul Martin Bonde talsmand for Skanderborg Festival til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Når musikken i næste uge begynder i Bøgeskoven ved Skanderborg, vil 2000 frivillige sikkerhedsfolk og 200 professionelle vagter sørge for sikkerheden på Danmarks næststørste festival.
- Vi tror på at vores sikkerhed er i tip top orden, men man skal aldrig hvile på laurbærrene. Vi evaluerer løbende sikkerheden på festivalen, og i år har vi valgt at gøre Sølundindgangen bredere, da flere og flere af vores gæster benytter denne indgang, siger Poul Martin Bonde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Poul Martin Bonde mener ikke, at forældrene har grund til at være nervøse for at sende deres børn til Skanderborg Festival.
- Love Parade Festival er jo gigant stor ved siden af vores festival. Vi afventer nu den undersøgelse, der er igangsat i Tyskland, og skulle den give anledning til yderligere sikkerhedsforanstaltninger, vil de selvfølgelig blive igangsat, siger Poul Martin Bonde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Umiddelbart ser han dog ingen grund til at skærpe sikkerheden i Skanderborg.
Potentielt kan der være 48.000 mennesker på samme tid i skoven ved Skanderborg og de 25.000 partoutbilletter er for længst udsolgt.