Skanderborg-virksomhed hædres med fornem pris
Vækst og udvikling sikrer Dansk IngeniørService prestigefuld midtjysk pris
Der er grund til ekstra store smil hos Dansk IngeniørService A/S i dag. Virksomheden fra Skanderborg har netop modtaget årets pris som EY Entrepreneur Of The Year i Region Midtjylland.
- Juryen er imponeret over, at virksomheden løbende professionaliserer og hele tiden formår at skabe og fastholde en stærk kultur og sikre, at nye medarbejdere forstår virksomhedens DNA. Årets vinder har passion for teknik og processer og finder innovative og nye løsninger på tekniske udfordringer. Det er en virksomhed i konstant bevægelse og udvikling - og de er vanvittigt dygtige, siger Mads Meldgaard, der er partner i EY og regionsansvarlig i EY Entrepreneur Of The Year for Midtjylland, i en pressemeddelelse.
Hvert år kårer EY Danmarks bedste vækstskaber, og i år består flere virksomheder adgangskravet til konkurrencen – ikke mindst i Midtjylland, hvor 290 virksomheder i år klarer de skrappe krav til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year. Det er 25 procent flere end sidste år.
Læs også
- Fremgangen er blandt andet drevet af virksomheder, der lykkes med en større internationalisering og omstilling af deres forretning. Årets vinder i regionen er et godt eksempel med kunder, der er blandt de største og mest innovative virksomheder i Danmark og i stigende grad i udlandet, siger Mads Meldgaard.
Med sejren er Dansk IngeniørService klar til landskåringen, som finder sted i Bella Center den 24. november. Her afgøres det, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere Danmark ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.