Skanderborg tæt på at skabe pokalsensation

Jyllandsserieklubben FC Skanderborg var tæt på at ekspedere FC Midtjylland ud af pokalturneringen. Kræfterne slap dog op til sidst.

FC Skanderborg sparker til dagligt bold i Jyllandsserien, men torsdag aften var østjyderne tæt på at sparke en af de store ud af pokalturneringen.

Formstærke FC Midtjylland fra Superligaen var bagud indtil 12 minutter før tid og måtte ud i forlænget spilletid for at komme videre til tredje runde.

Daniel Flyger gjorde ifølge sporten.tv2.dk sig selv til kandidat som årets Skanderborg-spiller, da han efter 16 minutter bragte det undertippede hjemmehold foran 1-0.

Skanderborg forsvarede flot den smalle føring det meste af kampen, og længe lignede det således en sensation af de helt store.

Desværre for østjyderne udlignede Sylvester Igboun efter 78 minutters spil, og i den forlængede spilletid afværgede Ken Ilsø og Kasper Hansen en midtjysk pinlighed.