Skanderborg slår København
En ny løsning på samtaler i jobcenteret er blevet taget flot imod i Skanderborg Kommune
I tidligere tider måtte ledige i Skanderborg Kommune ringe til Jobcenteret, hvis den samtaletid, de havde fået, ikke passede dem.
Sådan er det ikke længere, for nu er der kommet mulighed for at booke samtalen online i stedet for over telefonen.
Og det er i den grad noget, brugerne af Jobcenteret i Skanderborg Kommune har taget til sig.
Mere end 1.200 ledige har booket en samtale online, siden det blev en mulighed, og det svarer til cirka 75 om ugen.
Faktisk er det flere online-bookinger end i Københavns Kommune, der har mere end ti gange så mange indbyggere.
- Vores brugere har i den grad kastet sig over den nye mulighed. De er glade for friheden og muligheden for selv at tage ansvar i det samarbejde, vi har med dem. Ud over at det er en god service for de ledige, så sparer Jobcenteret tid med at indkalde borgere og flytte rundt på møder. Jeg vil tro, at det ugentligt frigiver en arbejdsdag, som i stedet kan bruges til at hjælpe borgerne tilbage i job, siger jobcenterchef Charlotte Sørensen i en pressemeddelelse.
Fra januar 2016 bliver det lovpligtigt for ledige dagpengemodtagere, der er medlem af en A-kasse, at booke deres samtaler med Jobcenteret. For øvrige målgrupper bliver det en mulighed - men ikke en pligt.