Skanderborg skal have et nyt kulturelt kraftcenter

Nyt søtorv skal skabe mere liv og få byen til at hænge sammen med vandet

Søtorvet vil blive en by-generator, og der er ingen tvivl om, at det også vil give mere liv i Kulturhuset, lyder det fra udviklingskonsulent i Skanderborg Kommune. Foto: Skanderborg Kommune

I Skanderborg har man lidt af et paradoks. Kulturhuset, byens samlingssted, trækker årligt 350.000 besøgende, mens Byparken, et stort, naturskønt område areal lige udenfor, som regel ligger helt ubrugt hen.

Det skal der nu gøres noget ved i form af et søtorv, der skal skabe mere liv og aktivitet i Skanderborg Midtby.

Læs også Otte østjyske perler er med i ny naturguide

Målet er at binde Midtbyen sammen med Kulturhuset, Byparken og Skanderborg Sø. 

Man skal turde gøre nogle ting, fordi man tror på, at det på sigt vil komme borgerne i Skanderborg til gode.

Anne Heeager (Rad.V.), medlem af byrådet i Skanderborg Kommune

Søtorvet byder på et rekreativt område ved foden af Kulturhuset samt et søbad, der blandt andet vil få tre svømmebassiner og give adgang til en større svømmebane ude i selve søen.

- Jeg synes, det giver byen et samlingssted og et kulturelt kraftcenter. Området nede omkring vandet får et nyt boost, så det bliver et endnu større samlingssted for byen. Det er super fedt, hvis vi kan give byen mere liv, siger Per Schulze, der er programchef hos Realdania.

02:44

Søbadet er en del af en såkaldt 'kulturakse', der skal binde midtbyen i Skanderborg bedre sammen.

Luk video

En grotesk situation

Realdania har smidt 5 millioner kroner efter projektet, der har et samlet budget på 30 millioner kroner.

I søbadet vil være også være mulighed for udspring fra en opholdstribune, ligesom der vil komme sauna, faciliteter for vinterbadere og et mødelokale tæt på søen.

- I modsætningen til havnebadet i Aarhus er det her en helårsaktivitet. Søtorvet vil blive en bygenerator, og der er ingen tvivl om, at det også vil give mere liv i Kulturhuset, siger Viggo Rasmussen, der er udviklingskonsulent i Skanderborg Kommune. 

Han kalder det 'grotesk', at Kulturhuset nyder stor succes, mens det naturskønne område lige ved siden af ofte ligger øde hen.

Søtorvet kommer til at ligge for foden af Skanderborgs samlingssted, Kulturhuset. Foto: Skanderborg Kommune

Mere eller mindre

Alle tilladelser er på plads, byrådet bakker enstemmigt op, og to fonde har rakt tommelfingeren op til projektet.

Der mangler dog fortsat 6,5 millioner kroner for at realisere søtorvet i sin helhed. Håbet er, at de penge kan hentes ind via støtte udefra.

Området er allerede et aktiv i byen, men vi vil gerne få den rekreative del til at hænge sammen med byen.

Per Schulze, programchef, Realdania

Selvom det ikke skulle blive tilfældet, vil projektet dog stadig blive gennemført, eventuelt i en lidt mindre udgave, fortæller Anne Heeager (Rad.V.), der er medlem af byrådet i Skanderborg Kommune.

- Når vi har bedt fonde om midler, så skal vi også være villige til at skabe noget for det. Man kan selvfølgelig nedskalere projektet - det er ikke et enten-eller. Men jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Søbadet får tre svømmebassiner med forskellig dybde og giver adgang til en større svømmebane ude i selve søen. Foto: Skanderborg Kommune

Kultur er ikke flødeskum

Anne Heeager føler sig dog forhåbningsfuld i forhold til, at søtorvet bliver udført i det tiltænkte design.

- Vores samlede anlægsbudget ligger på omkring 100 millioner om året. Hvis vi skal ligge 6,5 millioner i 2019 til det her projekt, så vil jeg synes, at de er godt givet ud. Byparken er et helt fantastisk skønt sted, og tanken om at få skabt noget mere aktivitet, giver super god mening, siger hun.

Kultur opfattes tit som flødeskum, men det er også noget, der binder folk sammen, siger byrådsmedlemmet, 

- Da man i sin tid lavede Kulturhuset i Skanderborg, var der en del modstand mod det. Det lå forkert, og der var alt mulig galt. Den modstand er svær at forstå i dag, hvor der ikke ret mange borgere, der ville undvære Kulturhuset i byen, siger Anne Heeager og fortsætter:

- Det handler også om, at man nogle gange skal turde gøre nogle ting, fordi man tror på, at det på sigt vil komme borgerne i Skanderborg til gode.

Søtorvet byder på et rekreativt område ved foden af Kulturhuset samt et søbad, der blandt andet vil få tre svømmebassiner. Foto: Google Maps

By sammen med vand og vand sammen med by

Terrænet ved Byparken i Skanderborg er ifølge Realdanias Per Schulze 'noget ondt'. Det skal forstå sådan, at der er stor terrænforskel mellem gadeniveau og søniveau. Planen er dog, at søtorvet skal være fuldt tilgængeligt, selv om man er fysisk udfordret.

Søbadet vil også understøtte idrætsgrene som fx Stand Up Padling, kajakpolo og triatlon.

Læs også Bents 295 år gamle hus står til at miste fredning: - Jeg er da ked af det

- Området er allerede et aktiv i byen, men vi vil gerne få den rekreative del til at hænge sammen med byen. Vi vil gerne få byen til at hænge sammen med vandet og vandet sammen med byen, siger Per Schulze til TV2 ØSTJYLLAND.

Søtorvet skal driftsmæssigt fungere sammen med Kulturhuset.  

Fakta om Søtorvet i Skanderborg

Areal til Skanderborg Søtorv: 2.800 kvadratmeter
Rådgivere: Møller & Grønborg, GPP Arkitekter, ONV Arkitekter og NIRAS
Bygherre: Skanderborg Kommune
Bevilling fra Lokale og Anlægsfonden: 7,5 mio. kr. 
Bevilling fra Realdania: 5 mio. kr.
Samlet anlægssum: 30 mio. kr.