Skal vi betale for maden?
Debat om brugerbetaling på hospitalerne
Østjyderne skal i større og større grad selv medbringe diverse ting, når de skal indlægges på hospitalerne.
Som TV 2 | ØSTJYLLAND mandag beskrev, så skal kommende forældre for eksempel selv have bleer, dyner og andet med til de nyfødte.
Men hvor går grænsen?
Det blev mandag aften debatteret på TV 2 | ØSTJYLLAND.
For skal vi for eksempel til at indstille os på at skulle medbringe toiletpapir i fremtiden?
- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at vi har fundet et passende niveau for brugerbetalingen på vores hospitaler. Jeg er godt tilfreds med det her, siger Anders Kühnau (S), der er formand hospitalsudvalget i Region Midtjylland.
- Min grænse går der, hvor man kan sige, at brugerbetalingen går ud over behandlingen. Det er for eksempel vigtigt, at dem, som er fødende, kan få mad, for det er vigtigt som en del af deres rehabilitering, at de også spiser godt, siger Anders Kühnau.
Men i den borgerlige lejr er man mere positivt indstillet over for stigende brugerbetaling.
- Min grænse går lidt længere ude end Anders Kühnaus, for jeg kunne godt forestille mig, at man betalte for mad, og at det faktisk var alle patienter, der betalte for mad, siger Anne V. Kristensen (V), der er 2. næstformand i Region Midtjylland.
Du kan se hele debatten i indslaget over artiklen.