Skal Schwartz til England?
Medie: Engelske klubber lune på RFC-angriber
29. maj 2014, kl. 16:48
Mere end 30 dage gammel
Fodboldklubber fra den bedste engelske række holder øje med Ronnie Schwartz. Det skriver Sky Sports, der er et stort engelsk medie.
Her fortæller man, at klubber fra Premier League ved flere lejligheder har været et smut i Danmark for at se nærmere på Ronnie Schwartz, der nettede 15 gange i den forgangne sæson i Superligaen for Randers FC.
Sky Sports nævner ikke, hvilke klubber der er tale om, og man vurderer heller ikke, hvor sandsynligt det er, at Ronnie Schwartz havner i en af de engelske klubber.
Med 15 mål hentede den 24-årige angriber en delt andenplads på topscorerlisten i Superligaen kun overgået af Viborg F.F.s Thomas Dalgaard, der scorede 18 mål.