Skal i lære hos Laudrup
AGFs talentchef rejser til Qatar
AGFs Jesper Fredberg rejser fredag morgen til Qatar for at besøge Michael Laudrup og lære af den danske træner.
Her skal talentchefen være frem til den 6. december, hvor han skal følge Michael Laudrups træninger i Lekhwiya SC, som danskeren er træner for.
- Jeg skal ned til Qatar for at få sparring, inspiration og input fra Michael Laudrup. Jeg er meget beæret over at få muligheden, siger Jesper Fredberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover at deltage i træninger skal de to snakke fodboldfilosofi, ligesom Jesper Fredberg skal suge til sig fra Michael Laudrups erfaring som træner i klubber som Swansea, Getafe, Spartak Moskva og Mallorca.
- Jeg er langt fra færdig med at udvikle mig som træner. Jeg skal dygtiggøre mig, og hvis man kan komme til at gøre det sammen med en af de bedste, må det være det bedste. Han er en stor inspiration for mig, siger Jesper Fredberg.
Aftalen med mellem Jesper Fredberg og Michael Laudrup kom i stand, efter Jesper Fredberg satte sig til tastaturet og skrev en mail til den tidligere Real Madrid- og FC Barcelona-spiller.
- Jeg skrev en mail til ham, hvor jeg forklarede om min situation, og om det forår jeg var igennem med AGF (AGF rykkede ud af Superligaen, red.). Så jeg skal have noget feedback og inspiration. Det ville jeg gerne have fra den bedste, og derfor blev det ham, siger Jesper Fredberg.
Jesper Fredberg her tidligere blandt andet været U19-træner, assistenttræner og midlertidig cheftræner i AGF.